Gug-Visse-Dall Antenneforening (GVD)

Definitioner, navn og formål

1. Definitioner

I disse vedtægter forstås ved:

1.1 Signalforsyningsbetingelser:

Generelle vilkår for modtagelse af signal fra antenneforeningen. Vilkårene udarbejdes og opdateres løbende af bestyrelsen.

1.2 2/3's flertal:

Mindst 2/3-dele af foreningens medlemmer stemmer for beslutningen. Såfremt beslutningen ikke er vedtaget med 2/3-dele af foreningens medlemmer, men dog vedtaget med 2/3-dele af de fremmødte medlemmer, indkaldes en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken beslutningen kan vedtages med 2/3-dele af de fremmødte stemmer. Den ekstraordinære generalforsamling skal være afholdt senest 30 dage efter den første generalforsamling, og den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med mindst 8 dages og højst
14 dages varsel og i øvrigt på samme måde, som den ordinære generalforsamling, jf. punkt 9.2.

2. Foreningens navn

2.1 Foreningens navn er Gug - Visse - Dall Antenneforening (GVD).

2.2 Foreningen anvender tillige binavn GVD Net.

2.3 Foreningen er medlemsejet og hæfter alene med sin formue.

3. Foreningens hjemsted og virkeområde

3.1 Foreningens hjemsted er Aalborg Kommune.

3.2 Foreningens virkeområde er det sydlige opland til Aalborg. Virkeområdets afgrænsning fastsættes til enhver tid af bestyrelsen og skal omfatte det område, hvor foreningen har etableret net eller planlægger at etablere net.

4. Foreningens formål

4.1 Foreningens formål er at eje og drive fællesantenneanlæg, med henblik på levering af TV-programmer, samt
internet forbindelser til medlemmerne

Foreningens virksomhed skal drives med respekt for de til enhver tid gældende regler og love, fastsat af offentlige myndigheder.

4.2 Bestyrelsen kan iværksætte nye tjenester, relateret til foreningens oprindelige formål. Disse tjenester skal udbydes til medlemmerne på frivillig basis. Nyetablerede tjenester skal fremlægges, senest på først kommende generalforsamling. 

4.3 Tjenester der udbydes kan varetages af foreningen selvstændigt, i samarbejde med 3. part, eller varetages helt af 3. part, hvis det skønnes fordelagtigt efter bestyrelsens beslutning.

Medlemskab

Oprettelse, forpligtelser og udmeldelse.

5. Medlemskab

5.1 Enhver der er tilsluttet foreningens forsyningsanlæg skal være medlem af foreningen.

5.2 For at opnå medlemskab af foreningen skal man have bopæl i foreningens interesseområde, og der skal for adressen være betalt tilslutningsafgift, samt være fysisk tilslutning til foreningens anlæg.

5.3 Beboere der aftager antennesignal fra foreningen, gennem en boligforening eller anden udlejningsvirksomhed, indtræder med medlemsrettigheder såfremt vedkommende aftager en ydelse fra foreningen og alle økonomiske forpligtigelser er overholdt.

5.4 Medlemmer der alene aftager internet via 3. part har ikke adgang til og stemmeret på generalforsamlinger, men har i øvrigt sammen medlemsrettigheder som øvrige medlemmer. 

5.5 Et medlem der ikke respekterer foreningens vedtægter, beslutninger truffet på generalforsamlinger eller Signalforsyningsbetingelserne, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. Eksklusion af foreningen resulterer i at pågældende medlems forbindelse afbrydes, umiddelbart efter eksklusionen.

5.6 Et ekskluderet medlem kan forlange bestyrelsens beslutning om eksklusion fremlagt, til endelig og bindende afgørelse, på førstkommende generalforsamling. Indtil den pågældende generalforsamling har truffet endelig beslutning, opretholdes eksklusionen.

5.7 Betalingsrestance til foreningen kan i yderste konsekvens medføre lukning af signalforsyning og inkasso. Ønskes genetablering af signalforsyning er medlemmet pligtig til at betale de med genetableringen forbundne omkostninger

6 Erhvervsmedlemmer

6.1 Virksomheder der opfylder betingelserne for medlemskab kan blive medlem af foreningen med følgende undtagelser:

  • De har ingen stemmeret ved generalforsamling

  • De har ingen opstillingsret til bestyrelses- og suppleant-valg

6.2 Udlejere af lejemål med forbindelse(r) til foreningens antenneanlæg kan ikke blive medlem af foreningen på baggrund af pågældende forbindelse(r). Den enkelte lejer i en udlejningsejendom kan være medlem.

7 Æresmedlemmer

7.1 Generalforsamlingen kan efter indstilling af bestyrelsen udnævne enkelte medlemmer til æresmedlemmer

7.2 Et æresmedlemskab er personligt og medfører fritagelse for betaling af alle udgifter i forbindelse med medlemskab.

7.3 Et æresmedlemskab kan alene ophæves af generalforsamlingen.

8 Udmeldelse

8.1 Et medlem kan til enhver tid skriftligt til foreningens officielle adresse udmelde sig af foreningen. Udmeldelse af foreningen skal ske overensstemmende med Signalforsyningsbetingelserne.

Øverste myndighed

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

9 Generalforsamling

9.1 Ordinær generalforsamling.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, senest ultimo november.

9.2 Den siddende bestyrelse indkalder til ordinær generalforsamling senest 30 dage før afholdelse.
Indkaldelse sker ved annoncering på foreningens hjemmeside samt på foreningens infokanal. Indkaldelsen kan suppleres ved annoncering i husstandsomdelte gratisaviser.

9.3 Dagsordenen for en ordinær generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.

  2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

  3. Aflæggelse af regnskab.

  4. Præsentation af ændringer i program- og tjenesteudbud.

  5. Indkomne forslag.

  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

  7. Valg af bestyrelsessuppleanter

  8. Valg af revisionsfirma, som skal være statsautoriseret.

  9. Eventuelt.

9.4 Forslag fra medlemmerne der ønskes behandlet under punktet “Indkomne forslag” skal afleveres skriftligt til bestyrelsens formand senest 15. oktober.

10 Ekstraordinær generalforsamling

10.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når én af følgende forudsætninger er opfyldt:

  • Mindst 10 % af medlemmerne skriftligt, og med angiven dagsorden, fremsætter begæring herom, til et medlem af bestyrelsen.

  • Et simpelt flertal i bestyrelsen fremsætter begæring herom.

  • Formanden alene fremsætter begæring herom.

10.2 En ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes på samme måde som en ordinær generalforsamling, jf. dog punkt 1.2.

11. Generalforsamlingens forløb

11.1 Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede generalforsamlingen.

11.2 Afstemninger afgøres ved håndsoprækning, med den undtagelse at bestyrelsen, dirigenten, eller mindst 10 af de tilstedeværende fremsætter ønske om en skriftlig afstemning.

11.3 Hvert medlem, der ikke skylder foreningen penge, er stemmeberettiget, med de undtagelser der er nævnt i punkt 5.4 og punkt 6. 

11.4 Det er dirigentens opgave at undersøge om generalforsamlingen er lovlig indvarslet, jf. punkt 9 stk. 2.

11.5 Det er den, ved generalforsamlingens begyndelse, siddende bestyrelses ansvar at der bliver ført protokol
over beslutninger der træffes på generalforsamlingen.

Protokollen offentliggøres straks efter dirigentens godkendelse.

11.6 De af foreningens ansatte, der ikke er medlemmer, har ret til at overvære generalforsamlingen. De kan på
opfordring fra bestyrelsen få taleret.

12. Generalforsamlings fuldmagt

12.1 Et medlem kan ved skriftlig fuldmagt afgive stemme for 1 og kun 1 andet medlem, der ikke selv er repræsenteret ved den pågældende generalforsamling..

12.2 Et medlem, der er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, men som ønsker at opstille til bestyrelsen eller som suppleant, kan afgive skriftlig erklæring herom til bestyrelsens formand inden generalforsamlingens begyndelse.

13. Bestyrelsen

13.1 Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse. Bestyrelsens medlemmer skal være medlem af foreningen og kan ikke være erhvervsmedlem, jf. punkt 6.

Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år, og der skal vælges 4 bestyrelsesmedlemmer i lige år og 3 bestyrelsesmedlemmer i ulige år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og sekretær.

Der vælges 1 suppleant til bestyrelsen. Suppleanten indtræder i bestyrelsen, hvis et medlem udtræder, bevilges orlov eller har længerevarende forfald. Når medlemmet genindtræder, udtræder suppleanten. Suppleanterne har møderet til bestyrelsesmøder. Suppleanten vælges for 1 år

13.2 Bestyrelsen kan meddele prokura, hvor det skønnes nødvendigt for foreningens drift.

14. Daglig ledelse

14.1 Foreningens daglige ledelse varetages af formand og næstformand, der er bemyndiget til i fællesskab at disponere over foreningens formue, herunder til også at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter.

14.2 Bestyrelsen kan ansætte en daglig leder, der ikke må være medlem af bestyrelsen

14.3 Den daglige leder forestår, med ansvar overfor bestyrelsen, foreningens daglige drift, herunder også personaleansvar for de øvrige ansatte.

15. Tegningsregel

15.1 Foreningen forpligtes ved underskrift enten af den samlede bestyrelse eller af to bestyrelsesmedlemmer,
hvoraf den ene skal være formand eller næstformand. 

Økonomiske og tekniske forhold

Regnskab og signalforsynings anlæg

16. Regnskab

16.1 Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september

16.2 Kontingent, programafgift og tilslutningsafgift fastsættes af bestyrelsen.

17. Revision

17.1 Foreningens regnskab revideres løbende af det statsautoriserede revisionsfirma, der er valgt af generalforsamlingen.

17.2 Det reviderede regnskab fremlægges på den ordinære generalforsamling, efter regnskabsårets afslutning, under punktet “Aflæggelse af regnskab”, med henblik på godkendelse.

17.3 Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, efter revisorens ønske, og skal finde sted mindst en gang om året.

18. Tilslutningen til antenneanlægget

18.1 Ethvert medlem er ansvarlig for at den fysiske tilslutning og husstandens antenne installation i almindelighed, til hver en tid opfylder Signalforsyningsbetingelserne.

18.2 Foreningen er ansvarlig for at anlægget, og signalforsyningen til medlemmernes tilslutninger opfylder retningslinjer, regler og love vedtaget af relevante myndigheder.

19 Ændringer af antenneanlægget

19.1 Ændringer af antenneanlægget der har væsentlig økonomisk konsekvens for medlemmerne og/eller foreningen kollektivt, må kun bringes til udførelse med generalforsamlingens godkendelse.

20 Nedlæggelse af foreningen

20.1 Nedlæggelse af foreningen kan kun vedtages af en lovligt indvarslet generalforsamling, hvor beslutningen om nedlæggelse skal godkendes med 2/3’s flertal.

20.2 Ved foreningens nedlæggelse skal overskydende midler gives til alment nyttige formål, bestemt af den generalforsamling, hvor nedlæggelsen endeligt besluttes.

21. Vedtægtsændringer

21.1 Nærværende vedtægter kan kun ændres af en lovligt indvarslet generalforsamling, med 2/3’s flertal.

Således vedtaget på selskabets ordinære generalforsamling 18. november 2024 og ekstraordinære generalforsamling
den 9. december 2024.